Natur og historie afspejlet i arkitekturen
Filmhusene Nord er delt op i tre klynger, som alle vender ud mod dét fælles gårdmiljø, der har vagt international interesse. I udformningen af det fælles gårdmiljø, har arkitekterne taget afsæt i områdets militærhistorie ved at udarbejde en specialdesignet flylegeplads, hvor beboernes børn kan lege og samtidig blive mindet om områdets historie. Gårdrummet er integreret med et LAR-landskab (Lokal afledning af regnvand), der er udsmykket med camouflage-mønster, hvilket skaber forskellige offentlighedszoner og rumligheder i gården.


Særegen identitet gennem naturen
Udover at tage afsæt i områdets historie, har arkitekterne ønsket at give hver af klyngerne særegen identitet gennem beplantning. Dette bliver især tydeligt når man står i midten af gårdarealet, hvor man ser områdets natur og historie spejlet i arkitekturen. Til det tilføjer Line Stybe Vestergaard, der er Partner med ansvar for urbanitet og landskab hos Arkitekterne Juul & frost:
”Vi har taget afsæt i det omkringliggende landskab for at give klyngerne hver deres særegne identitet, eller bioidentitet, derved opnår vi også en høj biodiversitet i området. Med det integrerede LAR-landskab har vi ønsket at vende regnvandshåndteringen til et rekreationelt element, der binder klyngerne sammen, synliggør klimaudfordringerne og samtidig danner rammer om et godt udeliv og naboskab.”
Men områdets design byder faktisk på mere end blot sit æstetiske udtryk, det har nemlig også en særlig praktisk funktion i form af regnvandshåndtering, hvor det naturlige spildevand bliver givet tilbage til nabolagets grønne arealer. Både nabolagets børn og voksne kan således nyde godt af det smukke landskab, som arkitekturen i landskabsdesignet bringer ind i deres hverdag.