Lyst, velindrettet hjem og havnær beliggenhed
Hvad end I er det unge par, den nystiftede familie eller senior på udkig efter et alternativ til villaen, fortjener I det allerbedste i jeres nye hjem. Velkommen til et smukt byggeri lige ved havet.
Indgangen til jeres hjem på Søndre Havn finder I på svalegangen, så I bliver straks mødt af den særegne, maritime atmosfære, når I lukker og låser døren bag jer. Selve hjemmet er udført som en stor 3V’er, og der er gulvvarme i boligen, som er styret af trådløse termostater og giver varme til fødderne, et godt indeklima samt en mere effektiv udnyttelse af kvadratmeterne. Hjemmet er inddelt efter en fornuftig planløsning med værelsesafdeling mod øst og et rummeligt opholdsområde med køkken og stue i ét mod vest. Da lejligheden desuden ligger på hjørnet af bygningen, kan I nyde godt af lyset fra de vestvendte vinduer, når I om aftenen sidder med dagens nyheder i køkkenet og venter på, at kaffemaskinen skal brumme færdig. Stuen har udgang til altan, og de to soveværelser med plads til skabe ligger på hver sin side af det indbydende badeværelse, som har bruseniche, vandbesparende armaturer og energirigtige hårde hvidevarer fra Siemens.
Private og fælles områder
Altanen har de rette dimensioner til et lille cafébord, så når vind og vejr tillader det, kan I nyde den friske luft i det attraktive uderum. Ved entrédøren har svalegangen en lille bredning, så også her har I mulighed for at nyde morgenkaffen; måske med naboen? Fællesområderne er hyggelige, og I kan slentre ned til vandet langs Almindingen. Vi har udnyttet beliggenheden til at skabe grønne områder med inspiration fra marsker og saltenge, så det er en ganske unik flora, der venter jer.
Nærmiljøet
Når I begiver jer ud i nærområdet, vil I utvivlsomt prise jer lykkelige for de fine sandstrande, der smyger sig langs vandet mod syd, og har I mod på at fatte årerne, ligger Køge Roklub lige ved kajen et par minutters gang fra adressen. De mange spisesteder omkring havneområdet byder på alt fra lækre sushiruller til klassiske grillbarer, og hyggelige caféer hvor lidt koldt eller varmt kan nydes med udsigt til livet på vandet. Endelig har I fem minutter på cykel til Køge Station, som bringer jer til København på bare 25 minutter.