For at få den bedste oplevelse anbefaler vi at du benytter en anden webbrowser

Mette og Lasses historie

Mette og Lasse ledte efter deres første fælles hjem og endte med at blive de første beboere i deres lejelejlighed i området Valby Maskinfabrik. Efter seks måneders ventetid kunne de flytte ind og være med at etablere et nyt nabolag.

Klar til at rykke til et roligere område

Mette og Lasse kom fra en lejlighed fra henholdsvis Amagerbro og Skt. Hans Torv på Nørrebro. De ledte derfor efter et område, som havde mere rolige omgivelser, men stadig var tæt på byen.

Vi kendte ikke Valby på forhånd, så det hele var nyt og spændende. Vi var vokset fra områderne med barer og natteliv, men søgte et sted som ville passe bedre til vores hverdagsbehov, og hvor vi var i livet”, fortæller Lasse.

Nærliggende stationer var afgørende

Oprindeligt fik Mette et tip fra en veninde om lejlighedskomplekset i Valby.

”Vi tog derfor til åbent hus og gik en tur i området. Her syntes vi bare, at det lå så godt. Der kørte en bus til byen lige fra døren, og vi var tæt på Valby Station, hvor vi nemt kan komme til Jylland for at besøge familie”, forklarer Mette.

Begge er også afhængige af Valby Station for at komme på arbejde. Lasse tager regionaltoget hver dag til Hedehusene, og Mette benytter S-toget til Husum. De få minutters gang til stationen var derfor afgørende for, at hverdagen hang godt sammen.

En fordel at alle var nye

Da parret flyttede ind, var gården mest en jordbunke, og der var stadig flere byggepladser i området, men det var ikke så afgørende.

”Det var bare fedt at flytte ind i noget helt nyt, for her var alle beboere jo nye. Der var ikke nogen gamle beboere, som ”ejede” kvarteret, så vi følte hurtigt, at vi hørte til”, fortæller Mette.

Det var typisk unge par med eller uden børn, som blev naboerne. Her blev efterhånden skabt et fællesskab med nye traditioner, såsom loppemarked nede i gården og aktiviteter for barselsgrupper.

Indkøbsmuligheder lige om hjørnet

De sidste år er der kommet flere og flere forskellige indkøbsmuligheder. Mette og Lasse har nydt, at der nu er kommet mange muligheder alt efter, hvad de skal købe ind til. De bruger primært Rema1000 og Netto ved Vigerslev Allé og så Meny ved Toftegårds Plads. Det kan også være Fakta og Kvickly i Spinderiet alt efter behov og anledning.

”Vi har ikke bil, så vi er afhængige af, at der kun er de få minutters gang hjem, når vi skal slæbe varer hjem”, fortæller Lasse.

Hygge i den lokale biograf eller caféer

Når Mette skal mødes med sin veninde, som også bor i Valby, mødes de ofte på de lokale caféer.

”Vi mødes typisk på Fy og Bi eller Café Ciré, da de har udendørsservering i solen. Det kunne også være på Snabel B eller Riccos Kaffebar. Er det en aften ude, så er vinbaren Malbeck god. Ellers er take-away fra Rumbles eller Sushi 2500 også en klassiker for os”, fortæller Mette.

Parret er begge meget glade for at se film. Derfor benytter de enhver lejlighed til at gå i den lokale biograf Valby Kino. Biografen er rent frivillig drevet, hvilket også giver parret ekstra lyst til at støtte den. Går en bestemt film ikke i Valby Kino, hopper de på cyklen og tager til CinemaxX på Fisketorvet. På listen er også at få afprøvet Teater V, det lokale teater.

Sved på panden efter arbejde

Lasse og Mette dyrker begge sport i fritiden, men dog ikke i samme træningscenter. Lasse træner i SATS i Spinderiet, hvilket passer godt med, at han kan gå derover direkte fra Valby Station efter arbejde. Mette kan bedst lide at træne på hold, så hun har valgt Fitness World på Mosedalsvej, som er en af deres største træningscentre.

”Om sommeren får vi også cyklet en del ture, hvor der er nogle hyggelige ruter omkring Valby Park og Hvidovre”, fortæller Lasse.

Valby bliver mere en del af København

Parret har de seneste år fulgt Valbys byudvikling. Byen smelter mere og mere sammen med København på grund af alle de nye byggerier, initiativer og infrastruktur.

”Valby bliver mere og mere spændende, da området efterhånden er blevet en del af København”, mener Mette. ”Det har været den bedste beslutning, vi tog dengang, vi flyttede til Valby. Det må jeg sige”, slutter hun.

Se mere om Bonava