For at få den bedste oplevelse anbefaler vi at du benytter en anden webbrowser

Sammen

”Min søn satte mig på plads, fordi vi larmede, og det var helt i orden”

Skuespiller Peter Mygind bor i bofællesskab med svigermor, svigerdatter sønner, hustru og børnebørn. Men hvordan lykkes man med at bo flere generationer under samme tag? Podcastserien Velkommen Hjem handler om fænomenet ”hjem”, og i denne episode stilles der skarpt på naboskab og sociale fællesskaber.

Kernefamilien, som vi kender den med mor, far og børn er under forandring. Flere og flere danskere flytter sammen i familiefællesskaber, hvor flere generationer deler hverdagens glæder og sorger. Og meget tyder på, at det er en rigtig god idé. Forskning peger nemlig på, at vi får øget livskvalitet og lever længere, hvis vi indgår i sociale fællesskaber.

En af de danskere, der har valgt at slå pjalterne sammen med den udvidede familien, er skuespiller, TV-vært, musiker og foredragsholder Peter Mygind. Han er gæst i afsnittet ”Sammen” i podcastserien Velkommen Hjem. Her taler han med vært Mikkel Frey Damgaard om fordele ved bofællesskabet, og om vigtigheden af at respektere hinandens grænser.

”Jeg tror, vi har brug for mennesker omkring os, og min kone og jeg tog en beslutning om, at vi vil bo sammen med mennesker, vi holder af,” siger Peter Mygind, der i dag bor i hus i Charlottenlund – med fire generationer under samme tag: Svigermor på toppen, ældste søn, svigerdatter og børnebørn lige nedenunder, og han selv, hustruen og yngste søn i stueetagen.

Opdag flere afsnit i podcastserien "Velkommen hjem"

Kompromisets kunst

Men hvordan opbygger man et harmonisk familieliv, når man bor så tæt på hinanden? Peter Mygind er ikke i tvivl: Det kræver, at man er villig til at gå kompromis og udvise sympati og åbenhed.

”Lige meget, hvad min søn og svigerdatter kommer med, prøver vi at være åbne. Jeg tror noget af det vigtigste er at prøve at være imødekommende, selvom man umiddelbart tænker sit. Da de havde boet her i en uge, indkaldte de til husmøde og fremlagde nogle helt klare retningslinjer. Og vi lagde os flat ned. Når vi for eksempel går op til deres lejlighed og banker på, og der ikke bliver lukket op, så går vi ikke ind, men vender om og går ned igen.”

Når man bor i et bofællesskab, er det nemlig vigtigt, siger Peter Mygind, at man ikke bare kommer brasende ind, men respekterer, at ens bofæller også har behov for at være alene engang i mellem.

Dyb indånding

Nok har Peter Mygind en god og tæt relation til familiemedlemmerne i bofællesskabet, men det betyder ikke, at det altid går lige glat. Han husker tydeligt den sommernat, hvor han havde slæbt 25 venner med hjem fra en våd aften i byen.

”Jeg har tændt for soundboksen og står og synger Love is in Air. Og så står min søn i døren i underbukser. Jeg har vækket to babyer, og han siger: ”Hvor gammel er du?” Jeg følte mig virkelig som en teenagedreng. Det var superydmygende, og jeg måtte lægge mig flat ned,” husker Peter Mygind.

Han er dog ikke bange for konflikterne. De hører med til at bo sammen.

”Selvfølgelig har der været konflikter. Kunsten er, hvordan man klarer konflikterne,” siger Peter Mygind, der sværger til det, han kalder ikke-voldelig kommunikation.

”Det er vigtigt at komme hinanden i møde. Uanset om det er din nabo, overbo eller hundelufteren på vejen, som har ladet hundelortene ligge, så holder jeg fast i den ikke-aggressive kommunikation. Det handler om at bruge sin vejrtrækning, tage en dyb indånding frem for at skælde ud, for det er der, man holder fast i sin kloge hjernehalvdel. Og jo mere god energi, man sender ud i verden, jo større er sandsynligheden for at også din sure nabo bliver en glad mand.”