Enderækkehus i to-plan med udsigt til enestående natur
Her får du et hjem med store vinduespartier, lyse overflader og et svanemærket certifikat til gavn for dig, din familie og miljøet.
Dette rækkehus ligger som det sidste hus, i den hestesko som Hangarhusene er placeret i. Hjemmet er indrettet med multifunktionelle rum og et åbent køkken, der indbyder til lange samtaler, spille aftener og kulinariske udfordringer. Køkkenet er i lyse overflader og med hvidevarer fra Bosch. Fra køkkenet er der udsyn til stuen, hvor der er plads til et hyggeligt sofahjørne og et langt spisebord, til når gæster eller familie er på besøg. Stueetagen byder også på et bryggers med vaskemaskine og tørretumbler samt et gæstetoilet. Under trappen til førstesalen, finder du et depotrum, hvor en masse praktiske ting kan opbevares. Følger du trappen op, møder du husets 3 gode soveværelser og det store badeværelse med bruseniche. Badeværelset er med lyse grå fliser og armaturer fra Grohe. I den ene ende af førstesalen er to af værelserne placeret, og i den anden ende er det sidste lidt større værelse placeret. Dette værelse er oplagt som master bedroom og kan indrettes efter dine ønsker.
Private og fællesområder
Ikke langt fra din hoveddør finder du Sydlejrens skønne fælleshus. Huset er en af de gamle hangarer, som er bevaret, men lavet om til gavn for lokalmiljøet. Fra din forhave har du udsigt til Flyvestationens enestående natur, og i baghaven kan du nyde eftermiddagssolen fra din vestvendte terrasse. Der er god mulighed for at parkere nær dit hjem, med de små parkeringslommer der etableres rundt om i nabolaget.
Nærmiljøet
Hangarhusene bliver en del af et aktivt og socialt nærmiljø, hvor beboerne i høj grad selv er medbestemmende. Det er en nyere bydel, og på Flyvestationen blomstrer nabolag frem i de kommende år. Heldigvis er området allerede forsynet med de ting, som får hverdagen til at hænge sammen: daginstitutioner, indkøbsmuligheder, skole og transport. Du er kun få minutter fra Rema 1000 i Jonstrup, og der er otte minutter til S-toget i Værløse. Naturen på Flyvestationen er helt unik, og udendørs oplevelser venter også ved Søndersø og ikke mindst i Hareskoven. Du finder det hele lige i nærheden.