Skønt enderækkehus med stor stue og smukt lysindfald
Med hele fire værelser og et stort opholdsmiljø er der plads til familielivet i dette svanemærkede rækkehus. Se frem til grønne omgivelser, miljøvenligt forbrug og hyggelige stunder.
Dette hjem er yderst familievenligt med fire soveværelser og en rummelig stue med plads til både sofahjørne og spisebord. Der er store vinduespartier i stuen, som lukker det naturlige lys ind, og det når snildt køkkenet, som hænger sammen med opholdsrummet. Lyse overflader og hårde hvidevarer fra Bosch pryder madlavningszonen, og når du går videre herfra, møder du entré, bryggers og gæstetoilet. Bryggers er udstyret med vaskemaskine, tørretumbler og vask, som gør det nemt at rengøre beskidte gummisko, flyverdragter og overtræksbukser, inden de kommer ind i køkkenregionen. Ovenpå befinder de fire soveværelser sig sammen med et badeværelse i naturtoner. En grå tidløs flise gør badeværelset både smukt og nemt at holde pænt. Hjemmet er svanemærket og gør både energiforbrug og indeklima miljøvenligt og godt for dig og din familie. Lyse rum med god plads til både opbevaring og selskab danner fundament for et hjem, som du forhåbentlig kan leve i mange år frem i tiden.
Private og fælles områder
Hangarhusene danner tilsammen en hestesko, og er placeret strategisk i forhold til hinanden, sådan at man altid kan mærke naboskabet, samtidig med at man har sit privatliv. Det skaber tryghed og øger følelsen af nærvær. Du har en dejlig sydvendt baghave med terrasse, som ligger ud til det åbne grønne område. Forhaven er flisebelagt med et lille skur til diverse redskaber, og lige ude på vejen er der parkeringsplads, så det er nemt at komme hjem med indkøb.
Nærmiljøet
Hangarhusene bliver en del af et aktivt og socialt nærmiljø, hvor beboerne i høj grad selv er medbestemmende. Det er en nyere bydel, og på Flyvestationen blomstrer nabolag frem i de kommende år. Heldigvis er området allerede forsynet med de ting, som får hverdagen til at hænge sammen: daginstitutioner, indkøbsmuligheder, skole og transport. Du er kun få minutter fra Rema 1000 i Jonstrup, og der er otte minutter til S-toget i Værløse. Naturen på Flyvestationen er helt unik, og udendørs oplevelser venter også ved Søndersø og ikke mindst i Hareskoven. Du finder det hele lige i nærheden.