Velindrettet etplansrækkehus og idylliske omgivelser
Søger du den optimale ramme, der passer til din hverdag både nu og mange år frem? Så er dette etplansrækkehus i Hangarhusene et godt bud på dit kommende hjem, som er lyst, fleksibelt og bæredygtigt.
Vi er stolte af at stå bag Hangarhusene, hvor det svanemærkede byggeri smukt komplementeres af æstetiske og indbydende løsninger. Denne bolig er blandt vores eftertragtede rækkehuse i ét plan, hvor vi kan tilbyde en velfungerende planløsning med to værelser og et stort opholdsrum. Badeværelse er nydeligt, og du får desuden et kombineret vaskerum og walk-through-closet. Selvom hele hjemmet nyder godt af en lys atmosfære, spår vi, at det særligt er opholdsrummet, som du kommer til at sætte pris på i hverdagen. Med sydvestvendte vinduespartier og terrassedør er du garanteret et flot lys indenfor – ikke mindst på de tidspunkter af dagen, hvor du er hjemme til at nyde det. Køkkenet er integreret i det ene hjørne, og den praktiske køkkenø sørger for en naturlig opdeling af rummet, mens den luftige og lette indretning forbliver intakt. Der er også taget hånd om de små detaljer med vandbesparende armatur fra Grohe, ligesom alle hvidevarer er energivenlige modeller fra Bosch.
Private og fælles områder
Hangarhusene er opbygget som en hestesko, der skaber en god sammenhæng boligerne imellem. Her kan du mærke nabofællesskabet, når du er hjemme, uden at din følelse af privatliv bliver kompromitteret. I forhaven ligger et redskabsskur, som desuden skaber læ på brunchterrassen foran rækkehuset, mens baghaven er anlagt med en solrig fliseterrasse. Her er fin plads til krukker med jordbærmynte og frisk oregano, og har du ambitioner på fællesskabets vegne, er der gode muligheder for at engagere områdets andre beboere omkring det lækre fælleshus Hangar 3.
Nærmiljøet
Sætter du pris på at spadsere under løvtræernes kroner året rundt, vil beliggenheden her tiltale dig. Hareskoven og Søndersø udgør en vægtig del af dit kommende lokalområde, og du kan lægge ruten forbi Rokkedyssegård efter en bakke friske jordbær og måske få en hjemmelavet is med på vejen. Det nye boligområde, som vokser op omkring flyvestationens nedlagte landingsbane, ligger desuden lige ved siden af Jonstrup, hvor du kan spise godt på restauranten i den gamle købmandsgård, når køledisken i Rema 1000 alligevel ikke helt rækker.