Sydvestvendt have og socialt lokalmiljø
Alt er et nyt, ubeskrevet blad i Hangarhusene, hvor du bliver en del af en spændende bydel på den gamle flyvestation. Rækkehuset i ét plan er rundet af ved en elegant indretning med fokus på lyset.
Materialevalget og lysindfaldet er det, der i samspil skaber de smukke hjem, som vi er stolte af at kunne præsentere dig for i Hangarhusene. Det gælder selvfølgelig også for denne bolig, der tilbyder en fuldendt planløsning i et enkelt plan, som med en vis fleksibilitet skaber en bolig, der kan følge dig i mange år. Med sydvestvendte vinduespartier er opholdsrummet boligens hjerte og samlingspunkt. Køkkenet ligger i det ene hjørne, og det smukke, hvide inventar bidrager blot til rummets klassiske indretning. Det bliver en fornøjelse at invitere venner forbi til lange aftener samlet omkring bordet, for samtalen afbrydes ikke, når der skal fyldes op i skålene. Entréen har forbindelse til to af de i alt tre værelser. Det sidste får du adgang til via det kombinerede vaskerum og walk-through-closet, hvilket er en spændende og særdeles praktisk løsning i indretningen. Du får selvfølgelig også et stort badeværelse med bruseniche.
Private og fælles områder
Foran hjemmet ligger skuret til de små haveredskaber, og det er praktisk placeret, så der kan indrettes en ugeneret hyggekrog på fliseterrassen. Baghaven består af en stor terrasse og en overkommelig græsplæne, som du kan lade robotplæneklipperen være gartner for. Noget af det spændende ved dette område er de mange sociale tiltag, som skyder op i den nye bydel. En del vil tage udgangspunkt i det store fælleshus Hangar 3, og synes du alligevel, at der mangler en hækleklub eller dartturnering, er initiativet frit.
Nærmiljøet
Der er noget fredfyldt ved at bo så tæt på naturen, som du får lov til her – og så endda uden at miste følelsen af fællesskab med naboerne. De korte afstande til især Hareskoven og Søndersø er en gave til dig, der gerne vil inkorporere ugentlige ture på mountainbiken i hverdagsrutinen, og en gåtur i den evigt foranderlige skov bliver aldrig kedelig. Jonstrup er en lille by, men den tilbyder det, man gerne vil have i nærheden, og fra Værløse kan du snildt springe på et S-tog mod København.