Familievenligt rækkehus og trygge, naturrige omgivelser
Med den gamle landingsbane som legeplads og grønne områder i alle retninger har familielivet optimale betingelser. I får naturligvis også en bolig, der er skræddersyet til netop familiens behov.
Vi er stolte af at præsentere jer for vores svanemærkede og energivenlige byggeri Hangarhusene, der på spændende vis udnytter den gamle flyvestation som base for en række innovative boliger for flere aldersgrupper. Dette rækkehus er blandt de største i bebyggelsen, og I får hele fire værelser, der ligger praktisk sammen med boligens badeværelse på første sal. Baderummet har et lækkert udtryk med hvide samt diskrete grå toner, og ligesom i køkkenet får I vandbesparende armaturer fra Grohe. I stueplan finder I hjemmets opholdsrum med udsigt til havens vestvendte terrasse via store vinduespartier, der ligeledes bidrager til den lyse stemning inden døre. Køkkenet ligger i et hjørne af opholdsrummet, og de elegante materialer med grebfri elementer og hårde hvidevarer fra Siemens giver jer fine forhold til madlavning i stressfrit miljø. Entréen har god skabsplads, og her finder I afrundingsvis et gæstetoilet på den ene hånd og hjemmets bryggers på den anden.
Private og fælles områder
Selv om havens vestvendte terrasse sandsynligvis bliver den foretrukne i de fleste lyse timer, får I alligevel ekstra plads til at nyde den friskpressede morgenjuice i dagens tidligste lys fra øst. Denne facade vender ind mod Hangarhusenes andre boliger, der er anlagt med samhørighed og det levede liv for øje. Få skridt fra hoveddøren støder I på Hangar 3, der er områdets fælleshus med sportshal og rammer til de mange lokale tiltag, som I i fællesskabet kan være med til at forme.
Nærmiljøet
Selvom selve flyvestationen og landingsbanen er et spændende område, gør det ikke noget, at også lokalmiljøet er ét, der har en masse at byde på. Først og fremmest får I noget af Sjællands fineste natur med pragtfulde skove, søer og kuperede istidslandskaber. Dertil kommer hyggelige gårdbutikker, jazzfestivaler og et landsbymiljø med indkøb, skole og pasningstilbud. Det bedste må dog næsten være, at I med base i Hangarhusene ikke behøver at give afkald på hverken arbejde eller kulturoplevelser i København, for med S-toget taget det blot 25 minutter at nå Indre By.