Dette rækkehus hører til de mest rummelige i Filmhusene Vest, og du får endda et ekstra udeområde i form af en sydvendt tagterrasse. Det spirende lokalmiljø tilbyder desuden et fællesskab i særklasse.
Disse smukke, Svanemærkede ejendomme i Filmhusene Vest byder på gennemtænkte løsninger fra yderst til inderst. Med en ekstra etage som her får du endda mere plads og en bedre udsigt end de fleste af dine naboer. Etagen er udnyttet med en stue, som udfolder sig på hele andensalen, og det er herfra, du får direkte udgang til den store, sydvendte tagterrasse, som tilbyder en dejlig udsigt over området. Som tilvalg har du mulighed for at udnytte en del af arealet til et ekstra værelse, og den behagelige fleksibilitet i indretningen hører med, selvom du ikke har brug for mere end de tre eksisterende værelser, når du flytter ind. Sammen med værelsesafdelingen på førstesalen finder du boligens elegante badeværelse med en grå flise på gulvet og i brusenichen for et afdæmpet udtryk. Opholdsområdet med integreret køkken optager størstedelen af stueplan, og køkkenets nordiske stil matcher enhver indretning flot. Du får dertil et gæstetoilet med vaskesøjle ved entréen, som desuden er ekstra indbydende og rummelig.
Private og fælles områder
Selvom din bolig bliver en del af et større område med fælleshuset Hangar 3 i centrum, så er intimiteten bevaret i det umiddelbare nærmiljø. Du får hjemme helt tæt på de fredede naturområder, som omgiver den gamle flyvestation, og afstanden til den gamle landingsbane er også ganske kort. Her er plads til at bygge et nyt fællesskab op med de andre familier i området, og du får stadig fine, private udeområder på begge sider af rækkehuset, så du kan vælge fællesskabet til og fra efter humør.
Nærmiljøet
Filmhusene Vest bliver en del af et trygt og imødekommende nabolag, hvor der er plads til alle. På Flyvestationen blomstrer nye nabolag frem i de kommende år, og Sydlejren er et attraktivt sted for børnefamilier samt unge og ældre par, der værdsætter grønne omgivelser og udeliv. Området er forsynet med de ting, som får hverdagen til at hænge sammen, så du skal ikke bekymre dig om daginstitutioner, indkøbsmuligheder, skole eller transport. Du er kun en kort tur fra Rema 1000 i Jonstrup og tæt på S-togsstation i Måløv. Naturen på Flyvestationen er helt unik, og udendørs oplevelser venter også ved Søndersø og ikke mindst i Hareskoven. Oplevelser, aktiviteter og socialt samvær får du alt sammen lige i nærheden.