Velkommen til Filmhusene Vest, hvor flyvestationens historiske omgivelser danner smuk ramme om dit nye hjem. Materialerne er valgt med omhu, så du får en smuk, moderne og endda bæredygtig bolig.
Med samlet set fire værelser egner boligen sig fortrinligt til børnefamilien, og en naturligt afbalanceret planløsning inddeler hjemmet i separate sektioner. På første sal danner værelserne en selvstændig afdeling omkring den åbne repos, hvorfra der ligeledes er adgang til badeværelset. Her føjer vandbesparende armaturer fra Grohe moderne komfort til det tidløse og minimalistiske udtryk, som sættes af hvidt, stilrent skabsinventar samt af en flot, grå flise på gulvet og i brusenichen. I stueplan er opholdsområdet ikke mindre indbydende, og det åbne rumforløb mellem stuen og køkkenet skaber fuld sammenhæng i netop dét kernerum, hvor I tilbringer allermest tid i det daglige. Ligesom i hele den øvrige bolig er der naturligvis indlagt gulvvarme. Endelig er det praktiske toilet udstyret med integreret vaskesøjle med hårde hvidevarer af høj kvalitet, og med sin placering lige ved den lille entré er det nemt at få snavsede overtræksbukser ekspederet.
Private og fælles områder
Som boligform er ét af rækkehusets mest fornemme opgaver at få mest muligt ud af de forhåndenværende udeområder, og opgaven er løst til punkt og prikke. Her får familien glæde af to separate udemiljøer på hver side af huset, og særligt på den skønne solterrasse giver fuld gevinst af placeringen i den sydligste del af bebyggelsen. Det skorter heller ikke på attraktive fællesarealer, hvor omgivelserne, den gamle landingsbane og fælleshuset i Hangar 3 blot er et lille udpluk af, hvad der venter.
Nærmiljøet
Filmhusene Vest bliver en del af et trygt og imødekommende nabolag, hvor der er plads til alle. På Flyvestationen blomstrer nye nabolag frem i de kommende år, og Sydlejren er et attraktivt sted for børnefamilier samt unge og ældre par, der værdsætter grønne omgivelser og udeliv. Området er forsynet med de ting, som får hverdagen til at hænge sammen, så du skal ikke bekymre dig om daginstitutioner, indkøbsmuligheder, skole eller transport. Du er kun en kort tur fra Rema 1000 i Jonstrup og tæt på S-togsstation i Måløv. Naturen på Flyvestationen er helt unik, og udendørs oplevelser venter også ved Søndersø og ikke mindst i Hareskoven. Oplevelser, aktiviteter og socialt samvær får du alt sammen lige i nærheden.